http://djursvin.dk/Djurs-Vinmagasin/index.html
Til Djurs Vins forsidehttp://www.djursvin.dk
Til forside af FarmerjournalenForside.html
 


Djursland kan måske blive næste officielle danske vindistrikt. En lang række vinavlere på Djursland har allerede dyrket de ædle druer i mange år. En af dem er Jørgen Holst fra Åkærsgård i Smouen tæt ved Rønde. Første druer (Riesling og Sylvaner) på Åkærsgård blev presset i 1990. Siden er der fremstillet hvide og røde vine. Åkærsgård lancerer inden længe sin første danske mousserende vin, en ”Cremant-type” skabt på Rondo og Solaris druerne. Sammenfaldet mellem denne satsning og et ”helt fantastisk vejrlig til vindyrkning anno 2018” glæder Jørgen Holst. Også årets høst 2018 af rød- og hvidvine tegner pænt over middel.

Han slår ikke om sig med fine ord. Eller ud med armene. Til gengæld gløder øjnene, når Jørgen Holst taler om sine marker. Dem med vinstokke. Men det gælder også markerne med de 3500 valnøddetræer, kiwitræerne, tornløse brombær, gule hindbær, boysenbær, tajbær, den ekstremt storbærende fersken, morbær og 3 sorter pærer.

Rækkerne på forsøgsmarken ligger til venstre, når man kører ind til Åkærsgård. Dette er Jørgen Holsts ”forskningsområde”.

Men Åkærsgård er mere end vin. Meget mere.


Bevares, de cirka 3.500 vinstokke med 9 forskellige vinsorter fylder da meget i hans hverdag. Den hverdag, som også er gået med at vande blomster- og plantegartneriets udstillede vækster tre gange hver dag under forårets historiske tørke anno 2018. ”Hver dag” indbefatter også fredage, lørdage og søndage. Fri- og helligdage er noget, som andre må nyde. Jørgen Holst ser ikke sin arbejdsdag som en byrde eller forpligtelse. Det er den alt for spændende til. For hvordan gik det med de 200 Merlot vinstokke, som han satte sidste år? Sammen med de 25, som han isolerede et stykke derfra som referencegruppe? Mon befrugtning også ville ske? Det ville den ingen af stederne. Han konkluderede derfor, at Merlot druen ikke er egnet til at gro på hans jorder. Det er Bolero druen til gengæld. Jørgen sammenligner med den Rondo drue, som sammen med Pinotin har været rygraden i hans rødvinsproduktion til nu. Disse vinsorter nyder godt af tidlig blomstring i det danske forår.  Jørgen Holst: ”Den korte sæson i Danmark, med en akkumuleret varmesum på kun ca. 800 graddage (summen af dage pr. år med temperaturer over +10 °C) er den største begrænsning for vindyrkning på friland i vort land”. Rondo modner ret sent for danske forhold, og faren for nattefrost er stor, når man nærmer sig slutningen af oktober i Danmark. Derfor kom Bolero druen på tale sidste år. Den er langt mere fremme i modning end Rondo allerede i år, og Jørgen Holt venter sig meget af denne nye drue. Men, som han siger: ”Nu er hurtig vækst blot et af de krav, som vi ønsker opfyldt. Men smag, fylde, alkolholprocent, tanninindhold, resistens over for meldug og andre sygdomme er lige så vigtige.

Selve vinifikationen - presning, sammenstikning, tapning på flaske, etikettering, lagring, kontrol – foretages på Mariendal Mosteri i Grenå.

Det hele kulminerer med smagen fra den første prøve fra fadet. Jørgen Holst: ”Det er præcist i dette sekund, du får vished for, om hundredvis af timers arbejde har båret frugt. Om det, du har frembragt, står mål med ønsker om smag, mængde og salgbarhed”.

Jørgen ryster langsomt på hovedet og smiler. ”Det kan være svært for andre at forstå. Men den stolthed, som man føler, når vinen dels er god efter min egen opfattelse, men sandelig også, når man står med et diplom i hånden, som avler af årets bedste rosévin i Danmark – hvilket var tilfældet i 2009 – den er stor! Jeg har til nu fået 7 diplomer for min vindyrkning”.


Djurslands nye ”Cremant”?

Jørgen Holst nævner sin nye mousserende vin. ”2016 årgangen står på tanke endnu, og der ligger mange hundrede liter og venter. ”Vi har allerede efterspørgsel på den fra mange steder på Djursland. Den vil blive tilbudt de bedre spisesteder og restauranter. Klimaet forekommer perfekt til netop en mousserende vin som denne.


”Man skal ikke være en Barnaby detektiv for et se den hårde konkurrence, der eksisterer inden for salg af blomster og planter.  Hvordan overlever man i en tid som denne?”

”Nu har vi lige talt om vore relationer til vindyrkning. Vi har forhåbning til at dette vil kunne bidrage positivt til fællesskabet indenfor ret kort tid. Vi ligger langt borte fra strøgene med planteskoler. Gennem vore mere end 40 år i branchen har vi opbygget en trofast, meget kvalitetsbevidst kundegruppe her på Djursland. Disse kunder ved udmærket, at pris og kvalitet nu engang hænger sammen. Det stiller omvendt krav til at kvaliteten aldrig må kunne drages i tvivl. Vi har en trofast kundegruppe på Mols, Helgenæs og Ebeltoft.  Og her har du så også opskriften på, at vi stadig er i business.”


”Vore mange år herude betyder selvsagt, at realudgifterne ligger på et fornuftigt niveau. Vi har en omfattende og spændende designbutik på ca. 1500 m2 med mange hundrede gaveartikler. Blomstergartneriet supplerer med mange blomsterarter og plantevækster. I sommersæso-nen har vi besøg af mange busser, som lægger vejen forbi nordover med svenskere og nordmænd. Vore mange år i branchen genererer hvert år disse besøg. En god omsætning kommer fra have- og anlægsarbejde, hvor vi heldigvis får flere og flere opgaver ind.

Vor standard er høj, hvilket er nødvendigt. Vi bliver aldrig en lavprisbutik med udpinte vækster i forklædning.”


Jørgen Holst sendte mig hjem med en flaske Johanitervin, en flaske Solaris hvidvin samt en flaske rødvin på druerne Rondo og Pinotin. Åkær årgang 2016.

Vi prøvesmager og anmelder disse Åkærsgård vine i en artikel på Farmerjournalen om kort tid.


Leif Andersen-Farmer




Af Leif Andersen-Farmer - Juli 2018