Storytelling for all its worth

Storytelling for all its worth

Til forside af FarmerjournalenForside.html
 

Besøg i et thermalbad på Hotel Gellert i Budapest.

Megen omtale og mange anbefalinger medførte, at jeg valgte at overlade min hustru opgaverne på vor indkøbstur i Budapest. Lige på den modsatte side af Donau, over for vor turbåd MS "Kellermann", lå hotel Gellert" af mange anset som ”state of the art” inden for thermalbade i Europa. Jeg havde nu også en anden god grund til at aflægge et besøg, for en gang massage ville gøre mine værkende ben godt. Vi havde gået op og ned af mange trapper og bjergskråninger i de forgangne dage, så lægmusklerne hang lidt i laser. Ca. 20 kg indbygget overvægt gør heller ikke alting nemmere.

Thermalbadene ligger bag ved selve hotellet, men deler arkitektur  og facade med det. Lige så flot som på billederne, og velbesøgt, selv på en dag med 38 grader Celsius i skyggen.

Jeg er ikke flittig badeanstaltbader. Faktisk havde jeg ikke rigtigt prøvet det før, hvilket fremgår af det videre forløb. Den stivsure dame ved indgangen havde stadig sit skrankekommunistudtryk fra firserne i behold, men det var jeg velkendt med fra mine mange besøg i de tidligere kommunistlande østpå. Herregud, vi kan jo alle have en dag, hvor man har lyst til at vende ryggen til kunderne halvdelen af tiden og se fjern ud i blikket. Hendes mascara havde det bestemt også svært i varmen, særligt ved det venstre øje, og gjorde det svært for os gæster ikke at se på kinden hele tiden. Jeg spurgte forsigtigt, om man skulle bestille massagen på forhånd. Selvfølgelig skulle jeg det, sammen med thermalbadet.  Hvor svært kan det være? Hun understregede sit merværd ved at puste sin tobaksrøg langsomt ud i hovedet på mig. Det var en Pall Mall cigaret, og dermed en klar forbedring i sammenligning med kommunisttidens tyrkiske aroma. Lugten af gedestald var nu helt historie efter kommunismens fald.

Jeg fik en lang papirbillet og et magnetkort. Atter med ryggen mod mig pegede hun ned ad gangen, og jeg fulgte retningen. Midt nede viste jeg en morlil i en gammel uniform min billet og hun viste mig en trappe to etager op. Her sad, hvad der meget lignede en af de tidligere stewardesser fra det russiske Aeroflot. Hendes vægtklasse kvalificerede hende til ikke blot at vise passagererne, hvor de skulle sidde i flyvemaskinen, men hun havde snildt kræfter til også at løfte dem på plads i de snævre fly, ind på inderste række. Med en opgivende hovedrysten forklarede hun mig på flydende ungarsk, at jeg ikke skulle denne vej, og at jeg var gået forkert. Et skilt med et kvindesymbol fik tiøren til også at falde hos mig. Tilbage to etager ned igen, mente morlillen fra før bestemt, at jeg atter skulle gå op, og insisterede på at jeg altså skulle den samme vej, som jeg var gået før. 2 etager oppe hos "stewardessen" kunne jeg høre, og se, at hun mente, at jeg ikke var rigtig klog, for det var altså ikke der, jeg skulle hen. Hun pegede på dameskiltet. Jeg gik de to etager tilbage, og valgte at betragte det som en oplevelse, selvom mine lægmuskler langt fra var enige i den beslutning.

Morlillen tog nu sine læsebriller på, og der gik en prås op for hende. Hun havde ikke kunnet se, hvad der stod på min billet. Nu fik jeg stukket en anden retning ud, og der endte jeg i mandeafdelingen. En yngre høj tynd  mand rakte hånden ud, uden at se op. Jeg regnede med, at han ville have billetten. Det ville han. Han delte den i to, knaldede dem på hvert sit søm, gav mig to firkantede metalpoletter uden at se op, og pegede mod en trappe, som førte op på første sal. Heroppe stod jeg og ventede. En kraftig mandstype i hvid dragt og med en kæmpe vom kom vraltende hen og udbad sig den ene polet via sine håndbevægelser. Han pegede på et omklædningsrum med et skab, hvor jeg kunne forstå, at jeg skulle lægge mit tøj. Jeg havde også fået et hvidt klæde, og lignede nu ganske en romer fra de klassiske malerier. Vommanden pegede på et hjørne ved trappen, hvor jeg skulle vente. Det gjorde jeg i ca. fem minutter, uden at der skete noget. Jeg bevægede mig lidt rundt, men opdagede nu, at vommanden også var i stand til at formulere sig mundligt, endda med høje råb. Jeg havde misforstået det hele, for jeg skulle ned af trappen i stedet for at vente. Jeg gik ned, og spurgte nu den høje yngre mand fra før, hvad der skulle foregå. Hans blik fortalte en hel del om, hvad han mente om min intelligens, og han fortalte på et højt, levende ungarsk, at jeg skulle passere lokalet og gå ind i den bageste afdeling. Derinde stod to mænd med korslagte arme og gloede ud i luften, begge vel på omkring 175 kg, og iført samme antræk som jeg selv. Den ene var japansk af udseende, den anden havde slaviske træk. Omkring 2 meter i højden. Jeg spurgte på engelsk, om "det var her man fik massage". De svarede ikke, men blev ved med at stå og glo ud i luften. Jeg spurgte igen, men stadig uden reaktion. Pludselig tog sumobryderen et håndklæde og kylede i hovedet på mig og pegede på en brusekabine. Altså skulle jeg vaskes først. Da jeg kom ud, pegede han på en briks, som jeg skulle kravle op på, og massagen kunne begynde.

Langsomt, men systematisk, begyndte han med fødderne, derefter læggene og lårene. Han fandt mine ømme ledbånd, som gjorde pokkers ondt. Han masserede lige til det punkt, hvor jeg skulle til at ømme mig, men kom mig altid i forkøbet og stoppede. Han fortsatte op ad ryggen, hvor nogle af ryghvirvlernes status var mere ømme end andre. Dem fandt han med stor sikkerhed. Påvirkningen af enkelte af hvirvlerne havde den effekt, at mine fødder og tæer også begyndte at bevæge sig. Og der kom liv i dem.

De hårde muskler ved mine øverste ryghvirvler endte med at blive løsnet. Også lægmusklerne undergik samme forvandling. Et klask bagi afsluttede massagen, og jeg måtte indrømme, at det havde været frustrationerne fra en totalt kikset introduktionsprocedure værd.


Der var ikke skilte til thermalbadet, så jeg valgte at følge nogle japanere. Jeg orkede ikke at spørge endnu en umælende mumie fra anstalten. Vi kom ind i thermalbadehallen for herrer. Der er en helt tilsvarende for damer.

Badet er opdelt i to ens halvdele med smukke fliser og klinker på væggene. Jeg gik ned i det 37 grader varme vand, og svømmede over til et hjørne. Herfra kunne jeg betragte livet i et offentligt thermalbad for første gang, og oplevelsen var positiv, afslappende og rar. Over for mig sad en gammel mand og sov. Hans hovede gled mere og mere ned mod vandoverfladen, og til sidst kom munden under. Hovedet gled længere ned, og næsen fulgte med. Han vågnede med et ryk og rettede sig op, mens han spyttede vand ud. Lidt efter sov han igen og proceduren gentog sig. Nogle gik rundt med en slags lændeklæde på, andre uden. Der var mange meget tykke mænd i en fremskreden alder. De virkede lettede, når effekten fra vandets opdrift overtog opgaven fra de anstrengte lænde- og rygmuskler. Gennemsnittet var af slavisk bygning, d.v.s. ikke så høje, hvilket fik fedmen, og ikke mindst mavesækken, til at se ret voldsomt ud.

Et koldt brusebad afsluttede seancen og "Kaptajn vom" fra første sal udleverede mit tøj uden protest. Eller ord i øvrigt.

Prøv det, når du alligevel er i Budapest!


Leif Andersen-Farmer

fredag den 8. november 2019

Her får du en munter nybegynders helt kiksede førsteoplevelse i det berømte thermalbad
Lær dog gerne lidt ungarsk, før du selv prøver!

Beretning fra mit totale begynderkiks på

Hotel Gellert.

Fornemste i thermalbad i Europa