Storytelling for all its worth

Storytelling for all its worth

Til forside af FarmerjournalenForside.html
 

Et samvittighedsspørgsmål. Og et moralsk

Artikel oversat fra bogen “Freedom to choose” af Milton Friedman, 1970. Med aktuelle paralleller til dette forårs forhandlinger

Der skal bruges penge.

Men hvis penge?

Røde felt






Stort ansvar, udelt interesse.



Du handler f.eks. i et supermarked. Du har til hensigt at få den bedst tænkelige kvalitet for dine hårdt beskattede penge. Du sikrer dig bedst mulige pris incl. rabatter etc.


Blå felt.





Rimeligt ansvar, stor interesse.


Det kan f.eks. være en gave. Du har samme ønske om at få mest værdi for pengene, som i det røde felt. Dog kan du i visse tilfælde indgå et kompromis – f.eks. ved en gave til din tante – en rød trøje, som ikke helt er den røde farve, du selv ville have valgt. Imidlertid føler du dig overbevist om, at din tante vil være lige så glad for den farve, du valgte i stedet. Og du har ikke så god tid til at finde et egnet alternativ. Så…


Gule felt.



      




Du er måske ude at spise på firmaets regning. Er du vært ved en for- retningsfrokost, ønsker du helt bestemt selv at få noget lækkert mad, og ikke nødvendigvis den billigste menu. Hvis du rejser eller bor på hoteller, er du måske ikke lige den, der konsekvent beder portieren om det billigste loftsværelse uden bad og elevator. Du har ikke noget stærkt ønske om at holde omkostningerne nede for enhver pris. Første klasse i toget forekommer måske som et retfærdigt valg, for du har jo gjort en god indsats for firma eller kommune. Men du er meget interesseret i bilag, der kan dokumentere udgiften forsvarligt.


Grønne felt.






”Professionel” interesse.  Ansvar tørres sommetider af. Networking er essentiel. Den nye (særdeles vellønnede) “adel”?


Dette har så langt det største omfang i vort moderne socialkommunistiske land. Her er du bl.a. ude for at måtte kombinere gul med grøn farve, f.eks. hvor offentligt ansatte skal formidle penge til modtagere på social støtte. Hvis dette arbejde medfører rejse- eller udedage, kombineres gult felt med grønt. Du formidler de aktuelle summer til andre, men oppebærer selv en af din organisation valgt standard på fortæring og ophold. Nødhjælp hører under denne blandede kategori. Det samme gør folketingsmedlemmers arbejde, hvilket Milton Friedman er skeptisk over for, da han anser det for hovedårsagen til disse ansattes manglende muligheder for at udføre et effektivt udvalgsarbejde.

Han fortsætter: ”Folketingsmedlemmer varetager i udvalgene fordelingen af borgernes skattepenge. De borgere, som har valgt folketingsmedlemmerne, stemmer i realiteten på at bruge deres egne penge på sig selv, men ikke, som i den røde kasse i vor model. Sammenhæng mellem den skat, som den enkelte borger betaler, og det budget, som et udvalg skal godkende, er særdeles fragmenteret sammenhængende. Udvalgsmedlemmerne, såvel som borgerne, er jo nødt til at rubricere et udvalgsbudget i det grønne felt – ”andre bruger andres penge”. Embedsmændene, som derefter administrerer budgettet efter godkendelsen, arbejder også efter det grønne felts retningslinier – ”andre bruger andres penge”. Ansvaret er ikke-eksisterende. Intet under, at omkostningerne er eksploderet”.

Embedsværket bruger altid andres penge på andre. Det er den dybe menneskelige forståelse, og slet ikke den meget stærkere og troværdige egeninteresse, som skal sikre, at embedsmændene vil bruge andres penge på andre, på den for skatteborgerne mest effektive måde.


Heraf kan udledes årsagen til ineffektiv administration og ødselhed med skattekronerne.

Men dette er ikke det hele. Drivkraften til at sikre sig fordele med andres penge er svær at modstå. Nogle bureaukrater, som administrerer budgetterne, vil prøve at sikre midlerne for deres egen gruppe i stedet for at dele med andre. Og ekspandere flere medlemmer ind i gruppen. Fristelsen for at dirigere tingene i en bestemt retning vil ikke altid blive ignoreret, og legitime midler vil blive brugt til at fordele frynsegoder, pensionsfordele etc. over mod disse embedsmænd. Disse vil lobbye for lovgivningstiltag, der tilgodeser dem selv og deres organisationer.


Tendensen med at dirigere offentlige midler til embedsværket medfører to konsekvenser, som ikke er umiddelbart synlige. For det første forklares det besynderlige, at så mange tiltag ender med at tilgodese mellemklasse- og bedrestillede, frem for de fattige, hvilket dog var den erklærede hensigt. De dårligt stillede mangler ikke blot de nødvendige faglige forudsætninger for at klare sig i konkurrencen. De mangler også kendskab til, hvorledes man påvirker den politiske scene, for at få bevilget flere midler. Denne mangel på viden og evne vil ofte være en større hemsko end den økonomiske. Når velmenende politikere, som har medvirket til gennemførelse af en nødvendig reform, har måttet koncentrere sig om næste opgave, bliver de svage ladt tilbage, uden mulighed for at kunne kæmpe mod den embedsmandsgruppe, som i kraft af deres skatteyderbetalte baggrund har større kendskab til at udnytte uforudsete fejl i konceptet.

Den anden konsekvens er, at nettoudbyttet til slutmodtageren vil blive mindre end omkostningerne. Hvis 1000 kr af andres penge bevilges, vil

der blive brugt mere end 1000 kr for at få dem tildelt. Betalt til lobbyister og justerende elementer, til tilskud og myriader af omkostninger. Til skade for skatteyderen, og til gavn for ingen. Omkostningerne vil dermed overstige det oprindelige beløb, efterladende

et tab for ansøgeren og samfundet.

Konsekvenserne ved brug af andres penge på andre vil dermed øge presset på endnu flere ønsker om tilskud og øget forbrug.

Resultaterne vil fejle og smuldre i hænderne på de velmenende politikere, som forsøger at hjælpe de svage. Politikerne konstaterer dette og – søger om flere midler. Herved forenes såvel folk, som gør karriere inden for systemet, og embedsmænd, der beskæftiger sig dermed – samt den gruppe, som tror, de kan hjælpe.


Den grønne kategori korrumperer nemt de

involverede. Denne form for opgaver giver embedsmænd en magt til at kunne beslutte, hvad andre har godt af, og dermed fornemmelse af en næsten guddommelig styrke og egen tro på egen selvtilstrækkelighed. Modtagerne, derimod, oplever en barneårslignende afhængighed.


Denne følelse kolliderer med denne svage gruppes behov for ret til egne beslutninger. Sammen med det uhæmmede offentlige forbrug og med fejlslagne resultater skabes grundlaget for angreb på den moral, som holder et sundt samfund sammen.

Et andet biprodukt af den grønne og gule kategori har samme effekt.

Embedsværket kan med statsmagten i ryggen, med et givet snæversyn, bruge løs af andre folks penge, uden umiddelbare konsekvenser.

Dette er grunden til at velfærdsstaten truer vor frihed så alvorligt.”

Oversat fra ”Freedom to choose” af Milton Friedman.


Leif Andersen-Farmer


Her bruger du andres penge på dig selv

Her bruger du dine egne penge på andre

Der skal bruges penge.

Men hvis penge?

Her bruger du dine egne penge på dig selv

Her bruger du andres penge på andre

Klik på pil, der viser tilbage i browserlinien, for at komme tilbage til Farmerjournalens forside