Der er dog et lille problem for passagererne...

Storytelling for all its worth

Tiden løser alle problemer siger et gammelt ordsprog. Med den skandaleombruste Claus Rehfeld Moshøjs ret arrogante holdning til nedenstående artikels emne, nemlig manglende toiletter ombord på Grenaa-Odder banen, er det en opgave at holde emnet varmt. Manden forsvinder tilbage til København pr. 1. januar for at blive ny direktør for Rejsekortet(!). Med hans talent for timing skal det blive interessant at følge det stakkels rejsekorts vej frem. Med hr. Rehfelds fornemmelse for forsinkelser og (m)åbenhed vil det sikkert ikke komme til at skorte på fornyet stof til forargelse over den stigende horde af uduelige offentlige administratorer af milliardbudgetter.

Men lad os endelig se frem til at komme af med ham, uden forsinkelser.

Måske hans efterfølger vil hjælpe os fra Djursland til at kunne komme på toilettet.

Til forside af FarmerjournalenForside.html
 

“Man” har glemt toiletterne i Grenaa-Odder letbanetoget! Du skal bruge tissebleer!


Den samlede kørelængde fra Grenå til Odder er iflg. letbaneledelsen på 121 km. Man har slået to tidligere jernbaner, Grenaa-Aarhus og Aarhus-Odder sammen til én letbanestrækning. Tager man hele turen varer det omkring 2 timer. Det er længe at ”skulle holde sig”. For der er ingen toiletter ombord.


Det skal blive spændende at erfare, om direktør Claus Rehfeld Moshøjs avisciterede begrundelse med at ”tissetrængende passagerer må stå af og vente på næste tog” bliver taget til efterretning. Der kan kun være én årsag til en så idiotisk fejl, og det er forglemmelse. Der er allerede godt gang i debatten i medierne. Der verserer flere “undskyldninger” bl.a. er det fremme, at merprisen ville være 10 mio. større med toiletter ombord. Tallet taler for sig selv. Og en del om de, der forhandlede køb af togene.


Velkommen ombord. Køretiden Grenaa-Aarhus er beregnet til 71 minutter. Hvad nu hvis…


- du skal med toget hjem efter arbejde, og når lige netop at komme med efter en løbetur de sidste 200 meter. Så er det, at det, du ikke lige nåede før afgang, melder sin uafvendelige trang. Men det ser letbanedirektøren intet problem i. Hvor svært kan det være? Du står bare af ved en station og finder et toilet. Det kan du godt nok ikke finde på alle stationer, så her må du finde en busk at gemme dig bag. Og må altså vente til næste tog. Pyt da også med at du kommer det senere hjem til kone og børn.


Grund til glæde i Pindstrup.

Nu får byen atter en togforbindelse! Vi må have ændret navnet til ”Pindstrup/Thorsager”.

Stoppestedet ligger ganske vist i Thorsager, 1,4 km fra bymidten. Men i den anden retning – mod Pindstrup., er der kun 4,2 stærkt snoede kilometre ad den smalle gedesti over mosen. Altså den, hvor midterstriberne er sparet væk.  Og hvor de (ret mange) kæmpe 35 tons lastvogntræk, som ikke må køre der, men som gør det alligevel, også har en smutvej til toget.


Det vil betyde rigtig meget for såvel Thorsager og Pindstrup at komme ”på lystavlen” i denne forbindelse.

Pindstrup er hårdest ramt af de senere års byslagtninger, og byen er ikke lige det første, man kommer i tanke om, når talen er om udflytning til Djursland. Det er en skam, for byen ligger midt i et sandt natureventyr af skove, mose, marker. Og så ligger der lige et par hundrede arbejdspladser til de fra nærområdet, som måtte få lyst til at arbejde dér, hvor de bor, i stedet for at pendle.


Dette har en del med begrebet ”branding” at gøre. Med at tale en by og et område OP og ikke NED. Det gør vi med netop at få Pindstrups navn med på letbanesystemet. Gerne med nogle bevingede ord om, at det altså ikke er her, at kragerne vender – nej, det er kongeørne, glenter og traner, som vender her – fordi der er forskel på naturtilbuddene ved at bo i bytrængsel, og ved at bo, hvor himlens skønhed hænger en del højere.


Det tager kun ca. 34 minutter i toget Pindstrup/Thorsager - Aarhus.

Iflg. Letbanens hjemmeside varer det 71 minutter til Aarhus fra Grenaa. Fra Ryomgaard er tiden  44 minutter. Hornslet 30 minutter. Tiden fra Pindstrup-Thorsager er ikke vist på kortet, men 10 minutter kortere er nok ikke helt galt. Herved får vi en togtransporttid på blot 34 minutter – d.v.s. en god halv times kørsel.

Dette er en kæmpefordel for Pindstrup og Thorsager, som vi bør fremhæve og sætte pris på.


Og det der med at få ændret navnet – skal vi ikke håbe på at hr. letbanedirektøren/politikerne vil overveje dette positivt? Det er ikke så let at få mere Djursland på landkortet.


Leif Andersen-Farmer


fredag den 8. november 2019