Storytelling for all its worth

Til forside af FarmerjournalenForside.html
Tilbage til Djurs Vinhttp://www.djursvin.dk/

 Jens Francke-Larsen: “Når man tænker på, at der nede i brugsen står flaske efter flaske med fremragende vin til priser langt under 150 kr, som er fremstillet på masseproduktionsanlæg efter de seneste vinificeringsprincipper, så er det faktisk ikke rimeligt at sammenligne. Men der ligger en stor oplevelse i - selv – at være del af at besøge en vingård, og høre historien og opleve miljøet. Få fortalt om de vine, som man dyrker her. Masser af danskere har prøvet dette på deres rejser. Og nu besøger udlændinge danske vingårde. Mange danskere er kommet hjem med et par flasker, som, efter et par slurke, har vist sig at have mistet lidt at euforien fra det eventyr, man selv var del af, på det alt for korte feriebesøg. Ser du så efter, hvad du gav for disse vine, så har prisen nok også ligget tæt på de 150 kr. Vin laver ikke sig selv, og det koster penge at drive en lille vingård. Vore vingårde lader ikke de udenlandske noget efter m.h.t oplevelsespotentiale”.

Thomas Koustrup: ”Prisen er bestemt et parameter, som jeg, i min detailbutiksverden, har inde på livet hver eneste dag. Men der er andet end detailbutikker, som er med i det univers, som vin er del af. Restauranter er et af de segmenter, som jeg finder oplagt som del af en målgruppe for Åkjærsgård. Jeg kan udmærket forestille mig nogle af disse vine, serveret som en velkomstdrink på en lokal Djursland-restaurant, hvor tjeneren/sommelieren får gæsternes udelte opmærksomhed ved at beskrive historien bag druen/smagen. Her er man ikke inde for at købe ”tre for en hund” og tænker slet ikke i disse baner! Dette ene glas vin får for en kort stund en kæmpe rolle – og profilering - ved selskabet”.


Prøvesmagning af Åkærsgård vine årgang 2015

  1. -samt en forsmag på 2016-årgangen,  forklædt som “Primeur” der fik tankerne til at gå tilbage til de glade halvfjerdserdage.

Der er et godt og varieret vinudvalg i de to Superbrugser i hhv. Ryomgaard og Kolind, hvor der i Kolind endda til overmål er en frankofil specialafdeling i “Vinværket”, ganske vist med Superbrugsen som fællesnævner. Jeg valgte derfor at bede Jens Francke-Larsen, som er formand for Superbrugsen i Kolind, og Thomas Koustrup, der leder Superbrugsen Marie Magdalene i Ryomgaard om at være med til at smage på de vine fra Åkjærsgård, som jeg hjembragte for nylig.

Tid: 14. august 2018. Deltagere: Jens Francke-Larsen, formand for Superbrugsen, Kolind, Thomas Koustrup, uddeler, Superbrugsen Marie Magdalene i Ryomgaard, Leif Andersen-Farmer, redaktør på Farmerjournalen, Pindstrup.

Jørgen Holst, Åkjærsgård, på sin mark med 4000 vinstokke. Nederst står han ved nogle af de nye Bolero duer, som har givet ekstraordinært meget i denne rekordsommer.

En kilometer efter at du passerer skiltet til Rønde på vej mod Aarhus fra Grenaa ligger Åkærsgård til højre få hundrede meter væk fra motortrafikvejen. Lange fransklignende rækker af vinranker står der, på en af Djurslands store vinmarker, tilplantet med 4000 vinstokke.

Djursland er – udover at være den smukkeste del af Danmark - tillige hjemsted for en skøn gruppe optimister, som vinavlere jo er. Hvor mange der er på halvøen vides ikke, men et pænt stykke på den anden side af tyve vingårde er ganske vist. En af dem er Åkjærsgård i Smouen tæt ved Rønde. Der ligger en artikel om netop Åkjærsgård på Farmerjournalen (http://www.farmerjournalen.dk/Akrsgard.html). Vi lovede i denne artikel at vende tilbage med en vurdering af de flasker, som Jørgen Holst sendte os hjem med. Den følger her:


Vine. 

Hvidvin, Johanniterdrue 2015. Hvidvin, Solaris 2015. Rødvin, Rondo/Pinotin. 

Salgspris for hver flaske i butikken er kr. 150.

De tre flasker blev åbnet. De hvide var køligt tempererede, den røde lå på ca. 17 grader celsius.

For hvad er det, som man kan købe i butikken på Åkjærsgård? Her koster en flaske hjemmeavlet vin typisk 150 kr. At dømme på salget af vin gennem 2018 melder Jørgen Holst tilbage, at lageret nu er ret langt nede, d.v.s. salget gennem forår og sommer har ligget tilfredsstillende. Han nævner turistbusbesøg som en meget vægtig del af vinsalget i år. Også salget fra den store kunsthåndværksbutik ligger pænt med en mærkbar vekselvis positiv effekt mellem de to grupper.

Sammenligne med udlandet er ikke relevant.

150 kr. dækker købet af en ret så god vin af ”udenlandsk herkomst”. Kan disse danske vine tåle en sammenligning hermed? Det havde begge mine gæster en forklaring på. Den står øverst i denne artikel.

Der herskede stor enighed om vurderingen omkring bordet for alle tre vines vedkommende. Derfor er vore tre vurderinger sammenfattet unisont med nedenstående kommentarer:

Alle er fuldt bevidste om, at vi er præsenteret for vine, som er produceret på en lokal dansk vingård med det danske vejrlig og danske breddegrader. Sommeren 2015 var lidt kølig for mange danskere, som holdt deres ferie herhjemme, og de danske vinavlere blev udfordret. Den megen tale om klimaet og de konsekvenser, som det må få for fremtidige kvaliteter, ligger uden for denne artikels rammer.


Første vin, Johanniter. År: 2015.

Druen. Forholdsvis ny grøn tyskavlet, frostresistent drue, krydset af hhv, Pinot gris, Riesling  og Chasselas og udviklet i starten af 1990'erne, men den blev først godkendt til vinavl i EU i 1997.

I glasset: Rimelig klarhed med farven i det let lyse beige afsnit af farveskalaen. 

Smag: En smule skarp. Vandt meget i fylde og aroma efter en halv time. Her meldte en svag anelse af citrus sig i eftersmagen. 

Vin nr. to, Solaris. År: 2015

Druen. Meget tidlig moden, kraftig vækst. Mellemstore klaser. Høj residens mod meldug og svampe. Opnår høje sukkerkoncentrationer uden syretab. Vinen er ret neutral, men kraftig og indholdsrig. 

I glasset: Meget lig Johanniter i såvel farve som klarhed. 

Smag: Frisk i smagen understøttet af en positiv syrlighed. En svag fornemmelse af hyldeblomst meldte sig. Som holdt sig en god stund. Knapt så fyldig og rund som Johanniter.

Vin nr. tre, Rondo/Pinotin. År: 2015

Farve: Lys, tæt på bourgogne. Klar og transparent farve.

Druen. Rondo er en nyere type rødvinsdrue, og Danmarks mest plantede druesort. Fra Geisenheim i Tyskland. Rondo har god vækst, modner meget tidligt og yder højt. Frugtkødet i druerne er rødt, hvilket bidrager til meget farverige vine. Den egner sig af disse grunde godt til dyrkning i Danmark. Rondos vine har høj syre og smag af mørke bær. Den vinder ved blanding med andre druer, i dette tilfælde Pinotin.

I glasset: Lys, let og transparent. Minder om bourgognens farvekoncentration. Smag: Vi gjorde den absolutte fejl ikke at vente længe nok til at ”vinen var vågnet”, men smagte for tidligt. Den var snerpet og skarp. Efter nævnte opvågnen var der en markant positiv forskel. Med svag Solbær og - i den ret lange eftersmag - tillige en let jordagtig brombærnuance. 


Vi snifsmagte på årgang 2016…? Men hvad med 2018?

2016-vinene på Åkærsgård bliver noget ganske andet, når de lanceres lidt længere henne i dette efterår. Kvaliteten vil få et kraftigt ryk opad. Dette mærkede og smagte de besøgende hos Åkærsgård tydeligt på åbent hus arrangementet, lørdag den 18. august. Til netop dette arrangement præsenterede Jørgen Holst en ”forsmag”. Han havde ladet presse en portion druer fra 2016, som i de kommende uger bliver vinificeret og lagret på flasker. Dette gjorde han, fordi netop 2016 tegner særdeles godt. Ja, sandelig gør den det! Ideen minder i øvrigt lidt om den hype, som tilbage i sidste fjerdedel af forrige århundrede skabte røre omkring de nye ”Beaujolais Nouveau” og ”Primeur” vine, hvor whiskybæltekøbenhavnerne ræsede til Frankrig i kampen om at blive først til at bringe denne vin til København. Beaujolais Nouveau er en vin der med sin lilla-rosa farve afspejler sin ungdom. Vinen bliver tappet på flaske kun 6-8 uger efter høsten. Produktionsmetoden betyder, at der er meget lidt tannin, og vinen kan blive domineret af frugtagtige nuancer som banan og figen. Man drak vinen let nedkølet til omkring 13° C.

Beaujolais Nouveau er beregnet til at blive drukket med det samme. Det er ikke meningen, at den skal lagres som standard Beaujolais vine.

Det endte med at nogle vinkritikere mente, at Beaujolais Nouveau var simpel eller umoden. Den blev sammenlignet med at spise rå småkagedej. Ideen med at drikke Beaujolais Nouveau, er dog netop at nyde vinen så tidligt som muligt, mens den stadig er frisk og frugtagtig, eller endog enkel og umoden.

Måske Jørgen Holst/djursavlerne kunne gribe denne idé og etablere en årlig event for Djurs Vin? I det AOC-regi, som Djursland da vel bør tildeles fremover? 2018-årgangen er vel egnet til et realistisk forsøg.

2018. Et fantastisk vinår. Hvad kan det ikke blive til? 

Jørgen Holst prikkede mig spontant på armen: ”Kom med”. Der var godt besøgt i lokalet omkring os, men han ville have mig med ud og se marken, hvor mange hundrede nye et-årige Bolero druer står med deres store, tunge drueklaser. Sammen med de i alt ca. 4000 stokke. Mit nyopererede knæ sendte mig undervejs en ”løftet pegefinger” og spurgte, hvad min fysioterapeut mon mente om denne markvandring. Men Jørgen Holsts kropssprog fortalte om den begejstring, han følte ved at løfte op i sine kæmpeklaser med Bolero druer, så det knæ måtte vente. ”Selv i denne regnløse tørkesommer er vinrankerne vokset og vokset. Vanding har været sparsomt”. Jørgen Holst rakte mig den klase, som pryder toppen af denne artikel. Det lyder måske lidt ujysk pralende, men hvilken skriverkarl har mon stået på en dansk vinmark med en drueklase af netop denne størrelse nogensinde før? Som hang på de hundreder af Bolero stokke omkring os?  Selv disse kun et-årige Bolero stokke på Åkærsgård bærer i år druer nok til ca. tre flasker pr. vinstok. 

”Endnu to år før vinen bliver til salg vil 2018 være det bedste år for dansk vin nogensinde”, slutter Jørgen Holst.

Den historie vender vi tilbage til.

Leif Andersen-Farmer©







 


Prøvesmagning af Åkjærsgård-vine